Salg af lotteri for Diabetesforening

Forventet læsetid: 2 minutter

Fra i dag den 3. september og frem til 21 december, bliver der solgt lotteri for Diabetesforeningen i klubben.

Støt et godt formål

Lotterisalget er en vigtig del af Diabetesforeningens indtægter og når man køber et skrabelod er man med til at støtte at de kan:

  • afholde kurser for børn og unge med type 1-diabetes og deres familier
  • støtte forskning i diabetes
  • oplyse om forebyggelse
  • kæmpe mennesker med diabetes sag over for politikere og myndigheder

Loddet koster 30 kr., og der er mere end 10.000 gevinster til en samlet værdi af over 1.4 mio kr.

Udover din støtte til Diabetesforeningen, så støtter du også klubben, som bliver honoreret for hvert solgt lod, så støt op om den gode sag.

Fakta om Diabetes

I Danmark har mindst 252.750 personer diagnosen diabetes. Det svarer til godt 4,4 % af befolkningen. Antallet af diabetikere er mere end fordoblet fra 2000-2016. Der findes to hovedgrupper af diabetes; type 1-diabetes og type 2-diabetes.

Type 1-diabetes

Type 1-diabetes bliver som regel diagnosticeret, når man er barn eller ung voksen. Forskerne ved ikke, hvad der udløser type 1-diabetes, og sygdommen kan derfor heller ikke forebygges eller helbredes. Ved type 1-diabetes ophører insulinproduktionen i kroppen fuldstændig. Det skyldes, at kroppens eget immunforsvar dræber de celler, som producerer insulin. Blodsukkeret skal derfor reguleres med flere daglige insulininjektioner eller med insulinpumpe.  I alt lever mere end 25.000 danskere med type 1-diabetes.

Type 2-diabetes

Type 2-diabetes rammer primært voksne. Sygdommen er meget arvelig, men udløses i mange tilfælde af usund livsstil som fysisk inaktivitet og usunde madvaner. Type 2-diabetes kan derfor i en vis grad forebygges. Ved type 2-diabetes mister kroppen gradvist evnen til at optage insulin og/eller producerer ikke tilstrækkeligt insulin. Type 2-diabetes  behandles med livsstilsændringer samt piller eller injektioner, der øger insulinoptagelsen eller insulinproduktionen. Efter 10 til 15 år med sygdommen vil omkring 50 % få insulin. Mindst 227.525 danskere har type 2-diabetes (inkl. type 1½-diabetes) og udgør dermed langt den største gruppe af diabetikere herhjemme. Dertil kommer ca. 60.000 danskere, der går rundt med en uopdaget type 2-diabetes. Det skønnes, at ca. 300.000 har forstadier til type 2-diabetes (prædiabetes). 30-40 % af prædiabetikere udvikler type 2-diabetes inden for 3,5 år. Kilde: Diabetesforeningen

Skriv et svar

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk